Du er snart færdig med medicinstudiet, og glæder dig til at bruge al den viden, du har lært. Men hvad er det nu lige, KBU er? Og hvordan får man egentlig et KBU forløb? Det vil vi forsøge at guide dig igennem herunder.
Af Lene Lund Andersen

Billede af Bermix Studio fra Unsplash
Hvad er KBU
KBU betyder “Klinisk basisuddannelse” og består af 2 forløb på hver 6 måneder. Formålet er at få generelle kompetencer som ny læge, som ikke er specialespecifikke. Oftest er forløbet sammensat sådan, at man har et halvt år på en sygehusafdeling og herefter et halvt år i almen praksis. Nogle få forløb har andre sammensætninger.
Hvad skal du selv gøre
Man bliver forhåndsregistreret til KBU af sin uddannelsesinstitution, og modtager herefter en mail fra Sundhedsstyrelsen omkring tilmeldingsprocessen. Først når man har tilmeldt sig KBU på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, er tilmeldingen bindende. Husk, du kan kun tilmelde dig KBU én gang.
Der er tilmelding til KBU to gange årligt:
- Hvis du bliver kandidat til sommer, og skal starte KBU i efteråret, skal du tilmelde dig i januar måned, et halvt år inden.
- Hvis du bliver kandidat til vinter, og skal starte KBU i foråret, skal du tilmelde dig i august måned, et halvt år inden.
Du skal altså huske at tilmelde dig KBU ca. 6 måneder inden, du bliver færdig som kandidat.
Valg af KBU forløb
Når du er tilmeldt til KBU, modtager du en mail fra Sundhedsstyrelsen med vigtige datoer omkring forløbet. Her er også angivet i hvilken uge, du senest vil modtage dit lodtrækningsnummer. Når man får sit lodtrækningsnummer, vil man samtidig få en dato og et tidsrum for valg af KBU. Jo lavere lodtrækningsnummer du får, jo tidligere i rækkefølgen, skal du vælge. Valget foregår på basislaege.dk. Her kan man et stykke tid inden se de forskellige forløb rundt omkring i landet, og man kan lave sin egen prioriteringsliste, så man hurtigt kan overskue hvilke forløb, der er tilbage, når det er ens egen tur til at vælge. Man har nemlig kun 10 minutter til at træffe sit valg, inden der åbnes op for, at den næste i rækken kan vælge.
Hvad skal du vælge
Nogle har måske en helt klar idé om, hvilken form for læge, de gerne vil være, andre er mere i tvivl. Nogle specialer er en del af KBU, mens andre mere specifikke specialer ikke er en del af KBU. Vi er alle meget forskellige, og det er godt at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt for lige netop dig, det første år af dit arbejdsliv som læge.
Nogle overvejelser man kan gøre sig er:
- Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Er du villig til at flytte for at få et bestemt KBU forløb eller pendle langt? Eller er det vigtigere for dig at kunne blive boende og at kunne cykle til arbejde? Husk også at undersøge, hvor anden del af KBU-forløbet er placeret. Nogle lægehuse kan være svære at komme til uden bil. - Specialet
Hvor vigtigt er et bestemt speciale for dig? Er du medicinsk eller kirurgisk interesseret? Hvis du allerede ved, hvilket speciale du gerne vil søge ind i efter KBU, kan man overveje om et bestemt KBU forløb vil gavne ens vej videre, selvom KBU forløb selvfølgelig er meget generelle. - Almen praksis
Anden del af KBU vil for mange være 6 måneder i en almen praksis. Er det vigtigt for dig, hvor stor eller lille en almen praksis, det er? Om der er andre yngre læger eller ikke? - Uddannelsesmiljø
Har du hørt godt om nogle bestemte afdelinger fra kollegaer? Eller måske du godt kunne tænke dig at vide, hvordan en afdeling bliver evalueret. På uddannelseslaege.dk kan du under ”evalueringsstatistikker” se, hvordan afdelinger og lægehuse er blevet evalueret af tidligere uddannelseslæger.
- Lodtrækningsnummer
Alt efter hvilket nummer du har fået, må man gå mere eller mindre på kompromis, og fokusere på de ting, der er allervigtigst for netop dig.
Hvad valgte jeg selv
Jeg fik selv et relativt højt nummer, da jeg skulle vælge KBU forløb. Jeg har været kirurgisk interesseret i nogle år, og ville gerne prøve abdominalkirurgi af, inden jeg formentlig ville søge uddannelse inden for gyn/obs. Derfor var specialet relativt vigtigt for mig. Derudover ville jeg gerne have et forløb på Sjælland, da jeg ønskede at blive boende i Nordsjælland. Jeg var relativt villig til at gå på kompromis med, hvor langt jeg skulle pendle. Der var et enkelt kirurgisk forløb tilbage på Holbæk sygehus, da det blev min tur, og det valgte jeg. Jeg gik derfor mindre op i, hvilken almen praksis det var, og hvor den lå henne. Jeg endte med at være rigtig glad for mit forløb på trods af en del pendler tid.
Læs meget mere
Om særlig fordeling, særlige hensyn, udskydelse af KBU og KBU uden for Danmark på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Kilder
Tilføj kommentar
Kommentarer