Under KBU

Offentliggjort den 11. maj 2024 kl. 18.06

Du har fået dit KBU forløb, du ved hvornår du skal starte eller måske du allerede er startet. Men hvad er det så lige, man skal under KBU? Hvilke krav skal man opfylde for at bestå sin KBU? Få et overblik over de mange nye begreber i guiden herunder.

Af Lene Lund Andersen

Billede af Clay Banks fra Unsplash

Målbeskrivelse

Målbeskrivelsen er en beskrivelse af de grundlæggende kompetencer, man skal lære i sit første år som læge. De forskellige kompetencer, som man skal opnå, er alle med til at skabe et grundlag for at gå fra universitetet til at være læge ude på sygehuse og i almen praksis. Se den på Sundhedsstyrelsen hjemmeside: målbeskrivelse for KBU.

Uddannelseslæge.dk

Hjemmesiden, hvor du kan se dit KBU forløb. Her kan du se hvilke kompetencer, du skal opnå i dit forløb, samt ”klarmelde” kompetencer til din vejleder, og se om din vejleder har godkendt dine kompetencer. Det er også her du skal uploade din uddannelsesplan. 

Kompetencer

I målbeskrivelsen er der 16 kompetencer, som man skal opnå i løbet af sin KBU. Kompetencerne er meget generelle, og de allerfleste vil uden problemer opnå kompetencerne i løbet af deres ansættelse. Nogle kompetencer bliver godkendt på de obligatoriske kurser, nogle skal godkendes under sygehus forløbet, og andre i almen praksis forløbet. Dette er udspecificeret i uddannelsesprogrammet for hver region (se links nederst på siden).

Kompetencevurdering

Den måde man får godkendt sine kompetencer på er igennem kompetencevurdering. Ved hver kompetence i målbeskrivelsen, er der angivet en kompetencevurderingsmetode, det kan fx være struktureret klinisk observation eller case-baseret diskussion. En senior læge skal vurdere og give dig feedback på de forskellige kompetencer. Til dette bruges kompetencevurderingsskemaer, som kan downloades og udskrives fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Når du har fået udfyldt og underskrevet et kompetencevurderingsskema, uploades dette på uddannelseslæge.dk, og du kan ”klarmelde” din kompetence. Herefter vil din vejleder vurdere, om kompetencen kan godkendes.

Uddannelsesplan

På uddannelseslæge.dk skal du uploade en uddannelsesplan for hvert forløb. Nogle afdelinger har en skabelon, men man kan også lave sin egen. Den skal indeholde en beskrivelse af, hvordan og hvornår du vil opnå kompetencerne i løbet af din KBU. Man kan også tilføje personlige mål, man gerne vil opnå i løbet af sin ansættelse.
Læs meget mere i indlægget, der handler om uddannelsesplanen.

Vejledermøde

Du får tildelt en vejleder fra afdelingen, når du starter i KBU. Din vejleder skal give feedback og sparring, og sammen med dig sørge for, at du kommer godt igennem din uddannelse. Du bør planlægge et vejledermøde inden for få uger efter din opstart, midtvejs og i den sidste måned af din KBU, dvs. 3 vejledermøder i løbet af 6 måneder.

Obligatoriske kurser

I løbet af KBU, skal man deltage i obligatoriske kurser. I nogle regioner er der også regionale obligatoriske kurser. Dette vil fremgå af uddannelsesprogrammet på de forskellige regioners videreuddannelses-hjemmesider. Man burde blive tilmeldt automatisk til de obligatoriske kurser, men det er selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på, om det sker.  Man kan ikke søge ret til selvstændigt virke, medmindre man har bestået de obligatoriske kurser.

Fravær

Du må max have 10% fravær i løbet af din ansættelse for at få godkendt dit forløb.

Læs meget mere

Tilføj kommentar

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.