Klinisk vejledning i hverdagen

Som uddannelseslæge har man en hovedvejleder, der, sammen med uddannelseslægen, har hovedansvaret for, at uddannelsesforløbet gennemføres. I hverdagen er det dog ikke givet, at man har særligt meget arbejdstid med sin hovedvejleder. Her er det ofte andre læger fra afdelingen, der giver vejledning, supervision og feedback som en del af deres arbejdsdag. Denne uformelle rolle kaldes klinisk vejleder eller daglig klinisk vejleder. I indlægget herunder vil vi gennemgå, hvad rollen som klinisk vejleder indebærer, og hvordan man som uddannelseslæge bedst udnytter muligheden for kliniske vejledning.

Af Lene Lund Andersen og Christian Skjoldvang Andersen

Billede af Kelly Sikkema fra Unsplash

Den kliniske vejleder

Der foregår klinisk vejledning på mange niveauer i hverdagen. KBU-lægen superviserer den medicinstuderende. Introlægen vejleder KBU-lægen. Speciallægen diskuterer en patient med den erfarne HU læge. På den måde agerer de fleste af os som kliniske vejledere på forskellige niveauer som en del af vores arbejdsliv.

Den kliniske vejleders opgaver i hverdagen kan blandt andet bestå af:

• Mesterlærerollen, fx at vise og supervisere procedurer eller kirurgiske indgreb.
• Vejledning i kliniske situationer, fx hvordan man skal gribe en patient an i ambulatoriet eller hvilken behandling, man skal vælge til patienten. 
• Supervision, fx i en patientsamtale eller ved en ultralydsundersøgelse. 
• Kompetencevurdering, fx kompetencekort, OSATS eller Mini-CEX.
• Feedback, fx hvad gik godt og hvad kan forbedres.
• Refleksion over læringsudbyttet af en arbejdsopgave sammen med uddannelseslægen samt refleksion over fokuspunkter for videre udvikling.

Med en oversigt over hvilke forskellige roller den daglige kliniske vejleder byder på, så kan vi gå videre til at overveje, hvordan vi bedst udnytter muligheden for vejledning. For hvornår er det gode tidspunkt at bede om vejledning, og hvordan gør man sig klart, hvad man gerne vil have ud af vejledningen?

Læringssituationer i hverdagen

Ofte gør omstændigheder som vagtstruktur eller travlhed, at supervision og vejledning foregår, når det kan lade sig gøre. Når muligheden for læring opstår, skal vi have det bedste ud af den. Både som klinisk vejleder og uddannelseslæge kan det være en fordel at overveje, hvornår vejledningen skal foregå alt efter opgavens karakter, hvilket behov uddannelseslægen har, samt hvilket udbytte, uddannelseslægen ønsker sig af vejledningen.

Før

Den kliniske vejleder vil have nogle forskellige muligheder ved vejledning før en arbejdsopgave. Måske er opgaven helt ukendt for uddannelseslægen, og der er brug for grundig instruktion. Hvis tiden er knap, bliver det ofte enkelte gode råd, vigtige fokuspunkter, eller svar på spørgsmål. 

Et godt råd til den kliniske vejleder er at spørge ind til uddannelseslægens viden om den aktuelle situation eller behov for vejledning for at identificere fokusområder. Det behøver ikke tage lang tid og sikrer, at uddannelseslægen får hjælp på det niveau, der er brug for. En måde den kliniske vejleder og uddannelseslægen sammen kan øge læringsmuligheder er fx ved fælles at eksplorere, hvilke differentialdiagnoser eller hypoteser, der findes til den aktuelle case, samt en udforskning af, hvordan man kan be- eller afkræfte disse. Det kan være med til at udvide uddannelseslægens forståelse for komplekse kliniske problemstillinger.

Under

Vejledning og supervision under en arbejdsopgave er særligt relevant ved udførelsen af praktiske procedurer, ultralydsskanninger eller operationer, hvor det kræver tæt supervision i starten af læringsprocessen. Desuden kan det være relevant ved modtagelse af kritisk syge patienter, traumekald, eller hvis der er kommunikationsudfordringer i en samtale. Her får uddannelseslægen mulighed for at udføre delelementer af opgaver under trygge rammer.

Efter

Refleksion efter en arbejdsopgave kan især hjælpe uddannelseslægen til at forstå baggrunden for det skete, samt at tage viden og erfaringer fra denne opgave med videre til andre opgaver i fremtiden. 

Hvis der inden opgaven er opstillet et læringsmål, kan man sammen reflektere over, om målet blev nået? Hvis ja, så kan man med fordel aftale, hvad næste fokusområde skal være (zone of proximal development). Hvis målet ikke blev nået, så aftal hvad der skal til for at nå målet næste gang.

Vejledning efter den svære samtale, vanskelig patientkommunikation eller etiske dilemmaer kan desuden være givende. Nogle gange er der også brug for at vende mere personlige eller følelsesmæssige perspektiver af det at være læge, og hvordan nogle patientforløb kan påvirke én personligt.

Den vejledte uddannelseslæge

Når du som uddannelseslæge står over for en arbejdsopgave, hvor du har brug for supervision eller vejledning, så gør dig klart, om du fx søger konkrete svar på tvivlsspørgsmål, eller mere en udvidet forståelse af, hvordan du skal gribe en patient an. Ved at bede om konkret vejledning, hjælper du din kliniske vejleder til at give dig det, du har brug for. Hvis den kliniske vejleder ikke indbyder til den form for vejledning eller refleksion, du ønsker dig, kan du forsøge selv at bede om den. Fx at bede vejlederen forklare, hvorfor de gjorde, eller hvilke differentialdiagnoser, de har i tankerne.

Som den vejledte må man dog også have respekt for, at ens vejleder af og til ønsker at give én noget andet eller mere med i vejledningssituationen. Det kan derfor være en god idé at lægge mærke til, hvad ens vejleder forsøger at give én.

BOGERD

BOGERD modellen kan bruges til planlægning af vejledning og supervision. Det er en forkortelse for: 

• Background: Hvor er uddannelseslægen i kompetenceniveau inden for den opgave, der skal vejledes i.
• Opportunity: Hvilke rammer og muligheder er der for en læringssituation? Hvilken patient, hvor meget tid er der etc.
• Goal: Hvad er et realistisk mål for uddannelseslægen i netop denne læringssituation?
• Evaluation: Aftale om hvordan og hvornår målet er nået. 
• Rescue: Aftale om hvordan uddannelseslægen kan få hjælp undervejs, og hvornår vejlederen skal gribe ind, om nødvendigt. 
• Deal: en gennemgang til sidst af ovenstående aftale. 

Selv hvis modellen ikke bruges explicit, kan det være en fordel at kende til de enkelte trin og prøve at inkorporere fremgangen i den daglige kliniske vejledning som en slags “huskeliste”. 

Det vil sige...

Vi er alle kliniske vejledere på en eller anden måde i vores hverdag som læger. Vi forventes at være dygtige kliniske vejledere i hverdagen uden nødvendigvis at have lært hvordan. Vi håber, at indlægget her kan være med til at inspirere til at øve sig i både at give og modtage vejledning, og minde om, at ansvaret for god læring ligger både hos uddannelseslægen og den kliniske vejleder. Hvis du kunne tænke dig mere viden og inspiration, så tjek referencerne ud.

Referencer